
jeg formastede mig til at ytre, at et samfund skal ken-
des på den måde, det behandler sine svage og udsatte.
Det var for hård kost for mange forargede folketings-
politikere – også langt ind i regeringspartiet, hvis vare-
mærke det ellers engang var at kæmpe for de udsatte i
samfundet.
Undervejs i forløbet i foråret 2021 sagde også Dansk
Friskoleforening klart fra over for regeringens hjerte-
løse behandling af syrerne med et større debatindlæg,
som blev bakket op af hele uddannelsesdanmark. Po-
litikere fra det regeringsbærende parti og højrefløjen
harcelerede efterfølgende skingert over, at andre end
de særligt udvalgte 179 medlemmer af Folketinget til-
lod sig til at mene noget om den måde, vi behandler
mennesker på i Danmark. Den politiske inkvisitions
dom var klar: Pas jeres job og bland jer udenom, når
de voksne fører politik i overensstemmelse med fol-
kedybets inderste ønsker!
Skolen gennem tiden – frie ånders ret til tale
Alt det jeg siger her illustrerer, at der er sket noget
med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattel-
sen af skolens rolle i samfundet — og også opfattelsen
af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som også sko-
lefolk har. I dag skal skolefolk som mig helst passe de-
res job som servile embedsmænd uden meninger, og
de skal primært holde sig til luftige skåltaler med af-
sæt i uddannelsesbekendtgørelsernes smukke ord om
demokrati, frisind, menneskerettigheder, tolerance og
åndsfrihed. Vi må helst ikke mene noget om de em-
ners realisering i virkeligheden, for så politiserer vi. Vi
skal holde os til ideernes verden.
Det ægte frisind i det 20. århundrede
Men sådan har det ikke altid været, for op igennem
det 20. århundrede var skole- og højskolefolk driv-
kræfter i udviklingen af det lokale og nationale demo-
krati, folkeoplysningen og kulturarbejdet i land og by.
Lærere og skoleledere fra gymnasier, højskoler, semi-
narer og grundskoler skrev kronikker og debatindlæg,
de stod på landets talerstole og i landets forsamlings-
huse og havde klare meninger og holdninger til sam-
fundets udvikling. Mange af dem var organiserede i
forskellige partier og medlem af kommunalbestyrel-
ser, amtsråd og også Folketinget. Flere blev også mini-
stre og vendte tilbage til deres gerning efterfølgende.
Dengang var det ikke et problem, for man så dem som
demokratiske forbilleder og ikke anonyme admini-
stratorer, der ikke måtte mene noget om noget. Det
var ægte frisind.
Skolen i dag – ej blot til lyst
I dag tør næsten ingen skoleleder sige et ord, der kan
tolkes i retning af nogen form for politisk engagement
af frygt for repressalier og beskyldninger om at blande
sig i noget politisk. Det er tankevækkende, at alle må
mene noget om skolen, men skolen og en rektor som
mig må ikke mene noget om noget. Det er synd og
sørgeligt, for det bør være legitimt at mene noget og
blande sig, når det handler om de værdier, dannel-
sesidealer og grundlæggende menneskerettigheder,
som skolen bygger på – så længe det ikke er hardcore
partipolitik.
Vi skolefolk træder altid varsomt, for der bliver
mennesker til i skolen. Men jeg selv og alle skoleledere
og lærere har også et klart ansvar for at vise mulige
veje og sætte klare værdier på dagsordenen. Både ele-
ver og forældre skal vide, hvorfor vi holder skole. Det
gør vi ikke bare, fordi det står i bekendtgørelsen. Det
gør vi, fordi vi vil noget med de unge, fordi vi holder
så meget af dem, og fordi vi vil have, at de får forud-
sætningerne for et godt og langt liv – både de stærke
og de udsatte. Og så kæmper vi altså også for dem,
hvis deres retssikkerhed og menneskerettighederne
bliver trådt under fode. Dannelse handler nemlig ikke
kun om forløsning i åndernes rige, men om at ud-
vikle en almen menneskelighed, at vokse og få et sta-
dig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med
næstekærlighed. Dannelse handler om at udvikle sin
humanitet, livsduelighed og menneskelighed i fælles-
skaber. Det skal vi vise dem, og det skal vi sige højt.
Vores børn og unge skal gøres handlekraftige, finde en
plads i verden og blive optændt af noget vigtigt, der er
større end dem selv. Det skal man ikke kun læse sig
til.
Derfor er der brug for, at andre end karrierepoliti-
kere i SoMe-ekkokamre igen får lov til at være kritiske
og diskutere værdier og holdninger uden at de ind-
klages til ombudsmanden, tages op på Folketingets
talerstol eller hænges ud som partipolitiske trojanske
heste. Hvis skolen bare lader som ingenting, så bli-
ver kampen for de svage, for menneskerettigheder,
åndsfrihed, næstekærlighed, tolerance og etik bare
skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse
– eller noget man ser i fjernsynet. De begreber skal
kunne udleves i praksis og mærkes på egen krop af
elever, lærere og ledere uden risiko for repressalier. Vi
skal have tilliden, Hal Kochs deliberative samtalede-
mokrati og det frisind tilbage, som en klog skolemand
engang har defineret så rammende: ”Jeg ved, hvor jeg
står politisk og religiøst, og derfor kan jeg sætte dig,
der har rødder et andet sted, i frihed til at udfolde
dig med det, du står for”. Lad os få frisindet tilbage og
en kærlig skole, der igen må mene noget og lyse op.
Grundtvig sætter ord på hvad jeg mener, for:
Trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå!
Liger ret for Ali, Aya, Anders og Anna
Lad os få et samfund, hvor vi værner om menneske-
rettighederne og behandler udsatte og sårbare men-
nesker, som vi gerne selv vil behandles i vores livs
sværeste stund. Lad os få et samfund, hvor der er
samme rettigheder for Ali og Aya som for Anders og
Anna. Lad os få et samfund, hvor vi efterlever menne-
skerettighederne for alle, og hvor kynisk symbolpolitik
og frygten for stemmetab ikke er vigtigere end liv og
død og menneskeskæbner. Hvor flygtninge ikke bru-
ges som velfærdsstatens bombeskjold i udrejsecentre
på ubestemt tid.
Hyldest til et forbillede
Som jeg sagde indledningsvis, så er jeg egentlig bare
en rektor, der passer sit arbejde og i ord og handlinger
forsøger at følge det bogstav og de værdier, som gym-
nasieloven og øvrige love og konventioner i samfun-
det foreskriver. Der er andre mennesker, der i langt
højere grad kæmper for det hver eneste dag ved den
yderste frontlinje og bastion for menneskerettighe-
der. En af dem er den fantastiske flygtninge-advokat,
Niels-Erik Hansen. I ved, hvem han er. Han er fanta-
stisk. Derfor vil jeg slutte talen af med at dedikere pri-
sen til ham, fordi han er mit forbillede. Fordi han altid
har hjulpet mig, og fordi han hver dag redder menne-
skeskæbner i det her land. Det er ham vi skal klappe
af nu.
Tusind tak for prisen, kære venner, og tak for ordet!
Ps, red.: Henrik Vestergaard Stokholm blev dog —
strengt — overtalt til at beholde prisen.
side 14, SOS Racisme — forår 2022